Anders Samuelsen blev kendt for at forklare dansk politik med et todimensionalt diagram, hvor den vandrette x-akse indikerer partiets tro på markedskræfter kontra stat, mens den lodrette y-akse indikerer global åbenhed kontra national lukkethed (man kunne vel kalde det et pendant til det gamle skisma mellem frihandel og protektionisme).
Man kunne tænkeligt have vist det samme princip på en højre-venstre skala (selvom nogle partier er lidt svære at placere ind her), eller kompliceret sagen med en tredje dimension om så skulle være. Pointen var, at partierne i 00'erne søgte midten for at nå "medianvælgeren", og at der efterlod plads til Liberal Alliance i det traditionelt liberale segment. Jeg har ikke længere kunnet finde figuren på partiets hjemmeside, og jeg spørger mig selv, om det skyldes et bevidst valg om ikke (længere) at italesætte sig som en fløjparti?
Jeg har alligevel ikke kunnet stå for fristelsen til at tilføje et sidste felt, for hvis udviklingen fortsætter, så er Liberal Alliance om blot nogle få år ikke til at skelne fra V og K.
Man kan se flere signaler, som peger i den retning. Senest Samuelsens antydning af ministerdrømme hos LA, hvilket for få år siden blev helt udelukket. Men også i den stigende italesættelse af velfærd, som næppe er et kerneområde for partiets (oprindelige) kernevælgere, men måske er mere relevant for den mere midtsøgende vælgergruppe, man måtte søge at fiske mandater hos. Også det pludselige, men meget diskrete, skifte fra at tale om nedsættelse af topskatten, lempelse af progressionen, ja til og med en flad skat, til det nuværende fokus på beskæftigelsesfradraget og dermed lempelsen af skatten i bunden (for dem, der er i arbejde). Også den manglende italesættelse af de fjollelove, her knivlov og hundelov, som for få år siden af så godt som alle medlemmer blev associeret med "færre forbud" delen af det politiske program.
Faktisk er det i mine øjne rystende, hvordan en folketingsgruppe (som jeg tror er den primære drivkraft) på så kort tid og så markant kan fjerne sig fra sit eget bagland og de aktive medlemmer, som var med til at sikre valget til folketinget og på hvis mandat, man dybest set sidder.
Men nok om det. Der er ingen tvivl om, at midten trækker, og dette er et banalt økonomisk efficiens-spørgsmål. To butikker i samme branche vil, hvis de er rationelle, placere sig ved siden af hinanden på byens hovedgade, fremfor i hver sin ende. To partier i et toparti-system vil positionere sig, så de cirka deler vælgerne. Afhængig af det konkrete valgsystem (læs: de konkrete markedsforhold) vil man gå så langt mod midten, som man kan uden at risikere "afskalning" til en ny konkurrent på fløjen. Ergo er der rationale bag blokpolitkken, og bag både V's og S's midterdrejning.
I takt med, at det er blevet vanskeligere at komme i Folketinget med nye partier her i landet (primært grundet større krav til underskriftsindsamlinger), er risikoen for afskalning mindre, og det "træk" væk fra midten, som ligger heri, er derfor så godt som væk. Intet under, at alle partier er i fare for at glide mod midten.
Læg hertil den topstyring, som er i mange partier. DF har taget et skifte fra et primært indvandringskritisk parti til et primært gammelsocialdemokratisk parti med et kritisk blik til indvandringen. Måske nogle gamle medlemmer er en smule utilfredse, men partiledelsen kan være ligeglad, for der er ikke reel medlemsindflydelse. LA er tilsvarende i færd med at skifte fra klassisk liberalt parti, endog med lidt libertariansk over sig, til en slags Venstre plus 5-10%. Igen kan partiledelsen tillade sig at være ligeglad med medlemmerne, fordi der ikke er en kultur for medlemsdemokrati, og fordi strukturen ikke tillader mange initiativer nedefra-og-op.
Jeg tror dog, det er forkert, hvis man udelukkende ser midtsøgende politikere som drevet af personligt magtbegær. Også her er der et incitament af økonomisk karakter.
Man kunne ønske sig nogle flere ideologer i politik, men ret beset er der også her en incitamentsstruktur, hvor "guleroden" for en mf'er er en ministerpost, og "guleroden" for en minister er statsministeriet. Medmindre man er meget ideologisk - hvad mange i DF's og LA's folketingsgruppe tilsyneladende ikke er - vil man være til fals for et potentielt avancement, ikke nødvendigvis for ministerløn, -bil og -eftervederlag, men for den anerkendelse, der i det politiske miljø ligger heri.
Det samme gør sig gældende overfor de aktive. En politikerspires "gulerod" er jo en plads i Folketinget. Og jo flere "pladser", man fra partiets side kan "tilbyde" den, der vil stille sin tid, energi og ambitioner til rådighed for partier, desto lettere kan man sælge varen. Det er nøgtern økonomi. Hvorfor ikke for LA's vedkommende blot satse på at beholde mandaterne og sælge sig så dyrt som muligt i kommende forhandlinger. Fordi man så kun kan tilbyde mandater ved at udskifte de eksisterende mf'ere, og fordi de eksisterende mf'er (naturligvis) har et incitament til at være imod alt sådan og gøre deres indflydelse gældende i den hovedbestyrelse, hvor de sidder og mht. partiets politik, hvormed de kan trække det mod midten og trække flere mandater i hus.Og måske - men nok i mindre grad - fordi et øget antal mandater øger chancen for at være "tungen på vægtskålen" og uden den position er den reelle indflydelse begrænset, altså sålænge man med indflydelse alene tæller forlig, lovforslag etc.
Det lyder som den slags gustne overlæg, der avler politikerlede. Men jeg tvivler på, at særlig mange i partiet har gennemtænkt dette. Pointen med markedet er nemlig ikke, at enhver aktør gennemtænker ethvert scenario og regner på enhver pris, vedkommende sætter. Pointen er, at de mange små prissignaler skaber et "pres", en usynlig hånd, der trækker i en given retning, måske med mange justeringer og en god del trial-and-error undervejs. Det samme med "prissignalerne" på det "politiske marked". Naturligvis er der ideologiske partier, som har undgået denne glidning, men da er det jo netop, fordi de har været ideologisk forankrede, fremfor drevet af politisk pragmatisme. Måske fordi de har været små og derfor irrelevante for politiske magtspillere (som mange partier på den fragmenterede venstrefløj). Eller måske fordi den demokratiske medlemsindflydelse har holdt partiets ledelse "i snor", som demokratiet netop bør gøre.
Mit umiddelbare indtryk efter mange år i Liberal Alliance er, at det er op ad bakke for enhver, som vil insistere på en mere liberal profil. Men ifølge Samuelsens egen logik vil der om ikke så længe igen være rigtig god plads der, hvor Liberal Alliance burde have været...
No comments :
Post a Comment