Domstolenes magt og afmagt

Dommerne vil have magt. Fornemmer man.

Formanden for Den danske Dommerforening, Michael Sjöberg, kritiserer i Politiken den seneste lovgivning fra Inger Støjberg, som lægger op til nogle meget præcise straffe, konkret i sager om tålt ophold. Han anklager ministeren for at underminere de uafhængige domstole, mens en ”kollega”, advokat Christian Dahlager, supplerer med, at regering og folketing er godt på vej til at overskride sine grundlovsgivne kompetencer.

Alt sammen tilsyneladende fordi man ”skematiserer” straffene i konkrete situationer.

Det er ikke noget nyt med aktivistiske domstole, som gerne enten vil sætte en politisk dagsorden eller alternativt ”blot” gerne vil give samfundet et skub i en given retning. Ej heller er det nyt, at der er folk, som indbringer sager for domstolene i håb om en dristig og banebrydende dom, eller som i det mindste gerne vil holde en kattelem åben for en sådan.

Man forstår skam frustrationerne. Men lad os lige tænke tanken til ende.

I et demokratisk samfund er det vel det demokratisk valgte folketing, som skal trække landet i den retning, landet skal trækkes. (Hvis nogen altså i det hele taget skal).

Fri os fra den tanke, at andre embedsmænd havde samme ambitioner som dommerstanden. Tænk, hvis politiet ikke stillede sig tilfreds med at være retshåndhævende, men havde ambitioner om at være retsskabende? Hvis politiet egenhændigt valgte, hvilke love, de ønskede at følge, og fravalgte sager, de nægtede at opklare af politiske grunde? Tænk, hvis Skat havde ambitioner om at være retsskabende, i stedet for blot at være gode bureaukrater, der administrerer den skematiske lovgivning... (Selvom det sidste eksempel måske er mindre velvalgt).

Man kan bestemt finde eksempler på et lidt for selvstændigt embedsværk, men den almindelige holdning er, at dette er uacceptabelt.

Naturligvis skal domstolene være uafhængige. Men hvad er det, den uafhængighed består af og skal beskytte?

Grundlæggende må man huske, at det, domstolene suverænt skal kunne afgøre, alene er skyldsspørgsmålet. Domstolene skal desuden sikre, at retten går sin gang, at anklagede har ret til en forsvarer og et forsvar, og at der ikke dømmes skyldig, medmindre der er tilstrækkelige beviser hertil. Domstolene må her være uafhængige, så den enkelte dommer ikke skal frygte for sit job og sin indtægt (eller værre), hvis man straffer nevøen til en minister, frifinder en politisk modstander til den siddende regering eller dømmer imod folkestemningen i en given sag.

Alt dette er soleklart.

Men domstolene er jo ikke – og skal ikke være! – uafhængige i forhold til loven. Og i denne (indirekte) betydning skal domstolene jo heller ikke være uafhængige i forhold til den lovgivende magt. Det er lige så soleklart.

Jeg kan derfor slet ikke se, at det skulle være krænkende, hvis en dommer ikke har et vidt spillerum for sit personlige skøn, hvor vedkommende kan føle sig indflydelsesrig og retsskabende. Dommeren har jo heller ikke ret til at frifinde hhv. straffe på basis af sit frie skøn. Det må vel forventes, at dommeren gør dette på basis af de fremlagte beviser?

Reducerer dette dommeren til blot og bart en automat eller en maskine, hvor der kommer en dom ud i den anden ende? Tja, vel ikke mere, end færdselsbetjenten er en ”automat”, der stikker fartbøder ud, når og kun når en given fartgrænse er overtrådt (og som i øvrigt ikke er fri til at skønne bødens størrelse). Vel heller ikke mere, end sagsbehandleren hos Skat, der er tvunget til ”automatisk” at godkende et fradrag, som nu engang er fastlagt i loven.

Hvis man ikke ønsker at være en ”automat”, så skal man ikke være embedsmand, af den uafhængige slags eller ikke. Det er bureaukratens vilkår i en retsstat. Hvis man ikke vil være en ”automat”, der i sit job er bundet til at håndhæve regler og love, som andre har udstukket for en, så er der utallige andre karriereveje, som ligger åbne, lige fra klummeskribent til selvstændig erhvervsdrivende.

Andre folks penge...

Pelle Dragsted er sur. Han er ikke sur over, at der spenderes 750 mio. på samfundets svageste. Han er sur over, at det er A.P.Møller’s fond, som betaler regningen. Tror jeg nok.

Det er ikke ligefrem logik for burhøns. Antageligvis ville en PhD-studerende i psykologi eller politilogi være påkrævet som ekspertvidne. Jeg er almindeligvis lidt loren ved at have offentligt blåstemplede meningsdannere til at kloge sig om alt mellem himmel og jord, men jeg ville være villig til at gøre en undtagelse i dette tilfælde.

”Det skal ikke være private interessenter, som har magten over, hvem der skal have støtte,” hævder Dragsted. Næ nej. Fy, fy, skamme fristes man næsten til at tilføje, for ”det skal være op til de demokratisk valgte politikere”. Altså sådan nogle som Pelle Dragsted, forstås.

Jeg fristes til at drage et lettelsens suk. Det er jo ingenlunde en let opgave, når man mellem de utallige hververe på byens gader skal vælge, om man skal støtte Amnesty International, Folkekirkens Nødhjælp eller Kræftens Bekæmpelse. Det er heller ikke let at afgøre, hvilken gademusikant eller tigger, som mest fortjener et par håndører, hvis man er i det humør. Men det er så heller ikke længere nødvendigt, forstår jeg på Pelle Dragsted. Jeg skal bare betale min skat, og så lade de demokratisk valgte politikere træffe valget for mig.

Det er måske en lille smule kollektivistisk, men intentionerne er de bedste. Godt nok er der et eller andet med, at vejen til helvede er brolagt med sådanne gode intentioner, men det lader vi ligge for nu.

Det mere spændende spørgsmål er, om Pelle Dragsted praktiserer det, han prædiker?

Jeg antager, at Pelle Dragsted kan finde på at smide et par kroner, når Kræftens Bekæmpelse samler ind. Måske han med sin baggrund hellere vil bidrage med et par kroner til Kommunistisk Parti eller til Antifascistisk Aktion eller hvem nu... Det er sådan set sagen uvedkommende.

Pointen er, at Pelle Dragsted her agerer som en ”privat interessent”, for nu at bruge hans egne ord. Og ved at smide et par kroner til dette eller hint, udøver han ”magt” over, hvem der skal have støtte og fremmer én interesse fremfor en anden. Har man hørt mage? Pelle Dragsted burde betale noget mere i skat og så lade et folketingsflertal af demokratisk valgte politikere bestemme, om Kommunistisk Parti eller Antifascistisk Aktion skal nyde støtte. Man kunne mistænke, at det ville være svært at mobilisere et flertal, men det vil den demokratisk sindede Pelle Dragsted naturligvis respektere.

I virkeligheden handler det naturligvis om noget andet. I Pelle Dragsteds verden må man ikke bruge penge til at fremme en sag, for det stiller folk, som tjener penge, bedre end folk, der ikke tjener så meget. Her er vi fundamentalt uenige. Demokratiet skal kun blandes ind i det fælles, og der er rigtig, rigtig mange ting, som fælleskabet og dermed samfundet ikke behøver blande sig i. Dette er et godt eksempel.

Danske værdier?

I kølvandet på lidet flatterende afsløringer af udtalelser fra bl.a. tilknyttede til Grimhøjmoskeen, synes det store spørgsmål at være, hvordan man kan dæmme op for disse angreb på ”danske værdier”.

Nu har det vel været en offentlig hemmelighed i flere år, at respektive kredse næppe ligefrem promoverede danske værdier udfra den definition, som et flertal af danskerne lægger i dem. Det er så sandelig heller ikke, fordi jeg billiger pågældende kredses synspunkter – danske eller ej – men det er for betragteren tydeligt, at danske politikere her er gået i selvsving. Nogle af de forslag, som kommer til udtryk, passer bedre ind hos de respektive ungdomspartier eller i avisernes agurketid og har en ubehagelig afsmag af et totalitært demokrati, hvor alle forventes at indordne sig under den fælles mening.

Således ytres det, at vi bør stille krav om, at indvandrere går ind for ligestilling mellem kønnene. Nu har jeg ikke personligt aktier i den debat, for jeg er på alle måder for kvinders ligestilling og ligeret i den simple og klassiske betydning af ordene. Men der er jo nok stadig nogle, som hælder til det, vi kunne kalde ”det gammeldags kønsrollemønster”. Tilmed nogle etniske danskere. Måske tilmed enkelte kvinder. Er disse ”udanske”? Er disse uvelkomne i Danmark? Undergraver de danske værdier?

Dette kunne vel være tilfældet, hvis de pågældende med trusler, vold og chikane forsøgte at holde kvinderne ”på deres plads”. Heri kan ingen vel være uenige. Men er alene forkærligheden for nogle ”gammeldags” normer tilstrækkeligt? Her kan man vel have sine kraftige tvivl, ligesom man kunne ved andre og tilsvarende eksempler.

Tilsvarende ytres det, at flygtninge, migranter m.fl. ikke må ”undergrave Grundloven” eller ”modarbejde dansk lovgivning”. Igen er det nogle meget vidtløftige formuleringer. Jeg antager, at også modstandere af Folkekirken så kan beskyldes for at drive grundlovsundergravende virksomhed? Her kan de få følgeskab af republikanske modstandere af Kongehuset, eller hvad? Det er ubestrideligt, at såvel Folkekirken som Kongehuset er noget meget ”dansk”, men vel også ubestrideligt, at det er noget, man har lov til at have en anden holdning til end den gængse.

Man kunne også minde om det faktum, at det kun er omkring hundrede år siden, kvinder her i landet fik valgret, og under hundrede år siden, at homoseksualitet blev afkriminaliseret. Var de tidlige forkæmpere for disse sager ikke her med til at ”modarbejde dansk lovgivning”?

Der luftes også tanker om, at imamer i danske moskeer skal pålægges at prædike på dansk. Det vil selvfølgelig lægge en vis begrænsning på antallet af arabiske gæsteprædikanter, men hvad stiller man op med udenlandske gæsteprædikanter i danske frikirker, som der faktisk er en del af? Eller migrantkirker i og udenfor folkekirken, som naturligt holder gudstjenester på egne sprog? Og hvis paven eller Dalai Lama skulle komme forbi, vil man så også insistere på, at de som religiøse skikkelser leverer deres budskaber på dansk?

Givetvis er der nogle reelle udfordringer her. Den brede vej fører jo som bekendt til Helvede, men også i overført betydning er der kun en smal og vanskelig sti mellem totalitære grøfter.

Principielt er jeg således enig i det synspunkt, at indvandring og statsborgerskab ikke er en menneskeret, og at vi fra dansk side kan stille netop de krav, vi vil, til dem, som ønsker at blive en del af det danske samfund. Men principielt er jeg også (!) imod, at sådanne krav formuleres så vidtgående, at kun den grå gennemsnitsdansker helt og fuldt kan leve op til dem.

Principielt er jeg ligeledes tilhænger af ytringsfriheden, men jeg anerkender også, at der findes en gråzone mellem den frie meningsudveksling på den ene side og deciderede opfordringer til vold på den anden; en gråzone hvor holdninger gives til kende i det håb og den hensigt – og måske med det vidende – at der af andre ”uafhængigt” vil blive handlet aggressivt og voldeligt på disse. Det er bestemt en udfordring at få sidstnævnte væk fra gråzonen og ud i mørket, hvor det hører hjemme.

Når alt er sagt, er det måske på sin plads at rekapitulere med et skoleeksempel på ”danske værdier”, som blev artikuleret af en af Danmarks ”grand old men”, nemlig N.F.S.Grundtvig, der bl.a. som ophavsmand til højskolebevægelsen er noget nær inkarnationen af ”danskhed”. Jeg tænker her på hans sentens, ”ånden fri og hånden bundet”, som forener respekten for det frie ord (og forargelige synspunkter) med en håndfast handlen, hvis de bliver til mere end ord.

Topstyring i en spintid

Det ulmer i det liberale bagland, hvis man skal tro aviserne, hvor især Politiken i forbindelse med Liberal Alliances årsmøde satte fokus på topstyringen i partiet og den – tilsyneladende – stigende utilfredshed hermed i baglandet.

Nu kan man hævde, at andre partier ikke har meget at lade LA høre i denne sag, for det er et fænomen, der er blevet mere og mere udbredt i de seneste 15-20 år. På den anden side må det bestemt være frustrerende at være liberal og indse, at man er skiftet fra et topstyret Venstre under Anders Fogh til et mindst (!) lige så topstyret Liberal Alliance under Anders Samuelsen. Hvis man er mere til det nationalkonservative, så må det tilsvarende være frustrerende at skifte DF ud i protest mod topstyringen og opdage, at partiledelsen hos alternativerne i f.eks. Nye Borgerlige også insisterer på selv at udpege alle spidskandidaterne.

(Her må jeg nødtvungent give lidt ros til et parti, som jeg ellers meget sjældent roser, nemlig Alternativet. Her har man formået at flytte en større del af politikudviklingen – og ejerskabet – ud til fodfolket, eller græsrødderne som det vel må hedde i de kredse. Måske er der ikke så højt til loftet, at man kan have en fordomsfri drøftelse af markedsmekanismer og animalsk protein, men det er trods alt en begyndelse.)

Med tanke på den førnævnte presseomtale, så er det unægtelig underholdende, at man fra LA’s side giver sine folk besked på at fortælle pressen, at partiet ikke er topstyret. (Troede man virkelig selv på, at den ikke ville slippe ud?) Men ellers er der ikke meget at grine ad.

Men hvad er problemet egentlig? Er det ikke fornuftigt med en effektiv og håndfast ledelse? Er det bedre at lade partierne styre af landsby-, storby- og forstadstosser? Og har stifterne af et parti ikke en underforstået ret til at bestemme, nu det er dem, som startede hele showet?

Jeg kan godt forstå de praktiske argumenter for topstyring, selvom jeg finder frygten for dårlig presse en smule neurotisk. Men på et mere grundlæggende plan er der alt for få borgerlige, der fanger den helt centrale problemstilling, nemlig ejerskabet. Og her taler jeg ikke om ejerskabet i den moderne, diffuse betydning, hvor fodboldfans føler ”ejerskab” i forhold til klubben, selvom de ikke har et gram indflydelse på driften eller trænerens dispositioner, eller hvor virksomhedsledere ønsker at medarbejderne skal føle ”ejerskab”, uden at der er noget som helst håndgribeligt ejerskab inde i billedet. Nej, jeg taler her om ejerskab i den gode gamle, klassisk borgerlige forståelse af privat ejendomsret. Ejer jeg noget, bestemmer jeg over det. Ejer jeg noget i fællesskab med andre, bestemmer vi i fællesskab (og nogle gange efter ret indviklede spilleregler).

Hvis jeg ønsker at starte en forretning op, kan jeg stifte et selskab, og hvis jeg ejer dette, kan jeg gøre med det, som jeg vil, og disponere over de aftaler, som selskabet har indgået, så længe jeg overholder lovgivningen, holder mig indenfor det aftalte og naturligvis ikke krænker mine medarbejderes personlige frihed og rettigheder. Hvis man er nogle stykker, som går sammen om et projekt, så kan man f.eks. stifte et selskab sammen. Her er kommandovejene knap så simple, men man øver stadig indflydelse i forhold til sit ejerskab og de aftaler, man indbyrdes har indgået.

Hvis man gerne vil have mange til at bakke op om ens projekt, kan man i stedet enten børsnotere sit selskab eller stifte en forening. Her giver man køb på sit ejerskab til gengæld for den styrke, der er at finde i den større kreds med de ekstra midler og ressourcer. Men man må som driftig entreprenør risikere den tort, at småaktionærer vover at stemme imod en på generalforsamlingen eller går sammen om at få indvalgt en i bestyrelsen, som man selv ønsker hen, hvor peberet gror. Eller man må som stifter og initiativtager til en forening risikere at blive forkastet som formand til fordel for en anden, fordi de egenrådige medlemmer, man har inviteret indenfor, ikke ser ens kvaliteter.

Jeg beklager, at jeg her spilder tid på at rekapitulere det indlysende. Pointen er, at der er et utal af måder, man kan organisere sig på i vores frie, vestlige samfund, men bordet fanger. Man kan ikke med det velvalgte udenlandske udtryk ”have your cake and eat it too”. Man kan ikke sælge alle sine aktier og stadig bevare magten over selskabet. Man kan ikke mobilisere et utal af medlemmer gennem en forening og så nægte dem den indflydelse, deres medlemskab giver.

Her er det direkte pinligt, når man fra diverse partiers side forsvarer topstyring som lederskab, og implicit antyder at partiledelsen blot agerer som enhver anden driftig virksomhedsleder.

Nu er der i borgerlig optik intet at udsætte på den driftige virksomhedsleder/-ejer; det lader vi de venstrerevolutionære om. Ikke fordi der ikke her og der er en kapitalist, som er usympatisk og ufin i kanten, for det er der utvivlsomt. Men fordi vedkommende blot udøver den private ejendomsret, i det mindste som repræsentant for selskabets ejere.

Der er således heller ikke noget at udsætte på en foreningsformand, der på vegne af sine medlemmer varetager foreningens interesser udadtil, eller sørger for en effektiv drift af kontor og sekretariat. Men der er bestemt et problem, hvis formanden og foreningsledelsen varetager egne interesser i opposition til medlemmerne.

Topstyring handler nemlig sjældent om at få gennemført foreningens eller partiets interesser udadtil. Topstyring handler om at bekæmpe en intern opposition og forhindre, at medlemmerne fremmer synspunkter og kandidater, man selv er imod, men som ærligt og redeligt kan findes indenfor de vedtagne rammer. Den slags topstyring er ganske enkelt uredelig og utilstedelig, fordi den krænker det, som i borgerlig optik er fredhelligt, nemlig den private ejendomsret i form af medlemmernes reelle og juridiske ejerskab over den forening, de er medlem af.